Glaslegemesammenfald

Øjet er fra naturens side hult og fyldt ud af en ”vandmand” eller ”geleklump”, som kaldes glaslegemet (corpus vitreum)
Glaslegemet mister sin fylde og bliver mere flydende(”skrumper”) med alderen, hvilket er et normalt fænomen. I nogle tilfælde kan glaslegemet ”falde sammen” inde i øjet, hvorved man oftest vil opleve pludselige symptomer i form af uklarheder, pletter, edderkoppespind eller skygger foran øjet og eventuelt også lysglimt i øjet.

Hvad sker der?

Når glaslegemet falder sammen kan der i enkeltstående tilfælde opstå hul på nethinden, hvilket er årsagen til at vi undersøger øjet. Et hul i nethinden kræver akut laserbehandling for at undgå nethindeløsning.

Glaslegemesammenfald er ufarligt når der ikke er hul på nethinden. Når der ikke er konstateret hul på nethinden, men KUN glaslegemesammenfald. Denne tilstand medfører ikke indskrænkninger i hverdagen, du må gøre alt hvad du plejer, inklusiv at flyve.

Normalt bliver generne fra uklarhederne foran dit øje mindre og mindre med tiden og både pletterne og eventuelle lysglimt plejer at forsvinde helt eller delvist i løbet af uger til måneder.

Du skal dog være opmærksom på ændringer i symptomerne. Hvis der kommer nye uklarheder/pletter/streger/edderkoppespind/skygger i forhold til de uklarheder/symptomer du er undersøgt for i forvejen, skal du henvende dig akut til en ny undersøgelse. Udenfor klinikkens åbningstid bedes du henvende dig til skadestue eller lægevagt med henblik på henvisning til vagthavende øjenafdeling.

Hvis du kun oplever enkeltstående små lysglimt uden efterfølgende nye uklarheder foran øjet kræver dette ikke en ny vurdering af dit øje.