Undersøgelser

Almindelig øjenundersøgelse

Efter tidsbestillingen laver personalet og evt. lægen en undersøgelsesplan, baseret ud fra dine symptomer og dine øvrige oplysninger.

Et besøg i klinikken begynder med ankomstregistrering, hvor du selv fører dit sygesikringskort igennem vores ankomststander. Typisk vil du i receptionsområdet herefter få målt din synsstyrke og brillestyrke. I et andet apparat vil du ved et lille pust mod øjet få bestemt dit øjentryk. I mange tilfælde vil øjnene blive dryppet for at udvide pupillen, hvorved lægen bedre kan se ind i øjet. Pupiludvidelse opnås ca. 10-30 min efter du har fået dråberne. I denne periode er du velkommen til at tage plads i vort venteværelse, indtil lægen kalder dig ind.

Efter undersøgelsen vil lægen vurdere om der er grund til yderligere kontrol og du kan evt. bestille tid til dette inden du går hjem. Du får en SMS 1-2 dage før din konsultation, og der er altid den tid (identisk med evt. tid på et mødekort) som du skal møde i klinikken.

Ventetider:
Vi beder om forståelse for evt. forsinkelser. Forsinkelser kan opstå, idet vi er forpligtede til at tage akutte patienter, hvilket kan forsinke de planlagte tider. Da vi er flere læger, og der er flere forskellige typer af undersøgelser og forundersøgelser hos klinikpersonalet, kan man ikke regne med altid at komme ind i den rækkefølge man er ankommet til klinikken.

Vi stiler mod at ventetiderne holdes under 10 minutter, men dertil skal lægges at der går 10-30 minutter fra øjnene er dryppet til man kommer ind til lægen (dråberne skal først virke).

Computerassisteret synsfeltundersøgelse (perimetri)

Formål:
At undersøge synsfeltet og forekomst af evt. udfald indenfor dette område. Metoden anvendes ved mistanke eller opfølgning af grøn stær eller andre sygdomme der påvirker synsnerven eller synsbanerne.

Metode:
Det ene øje tildækkes, så der kun undersøges et øje ad gangen. Ved undersøgelsen placeres du foran en hvid kuppelformet skærm med et centralt fiksationslys. Du skal se ligefrem på fiksationslyset under hele undersøgelsen. Rundt omkring i kuplen tændes en anden lille lysplet med forskellige intervaller og styrke. Så snart du ser denne lysplet skal du trykke på en kontakt. Computeren registrerer derved at du har set pletten. Undersøgelsen varer fra 3-4 minutter pr. øje.

Når undersøgelsen er færdig registreres resultatet på en synsfeltkurve. Du vil få en tid til svar på undersøgelsen hos din øjenlæge.

Du kan sagtens køre bil efter en synfeltsundersøgelse.

Optisk koherens tomografi (OCT)

Formål:
At undersøge den centrale del af nethindens opbygning. Kan også anvendes til at vurdere synsnerven og nervetrådene omkring denne. OCT kan anvendes ved en række øjensygdomme, heriblandt AMD, diabetes, macula hul, epiretinal fibrose, maculære hævelser, central serøs chorioretinopati (CSCR).

Metode:
OCT undersøgelsen er ikke-invasiv og helt smertefri metode. Undersøgelsen kan sammenlignes med et ekko-lod der undersøger havets bund med lydbølger. Ved OCT anvendes i stedet lys til at kortlægge og måle nethindens udseende. Der opnås herved et tværsnitsbillede af nethindens lag. Efter drypning af øjnene, mhp at udvide pupillen, placeres dit hoved på en hageholder så du lettere kan holde det stille. Du bliver bedt om at fiksere en gul plet centralt i scanneren. Lægen fører scanneren tæt på dit øje uden at røre dette. Undersøgelsen tager 1-2 minutter pr. øje og resultatet kan ses med det samme på skærmen.

Fotografering af øjenbaggrunden (fundusfotografering)

Formål:
At fotografere nethinden mhp undersøgelse og dokumentation af dennes udseende. Bruges typisk ved nethindesygdomme, herunder bl.a. diabetes og AMD.

Metode:
Efter drypning mhp pupiludvidelse placeres hovedet i holderen foran kameraet, så det lettere kan holdes stille. Du vil blive bedt om at fiksere på en grøn lampe i kameraet. Undersøgeren tager herefter et billede af dit øje med blitz. Undersøgelsen er smertefri, men den kraftige blitz kan medføre kortvarig blænding, men er helt ufarlig.